Sølvi Ellinora

My life on a plate

Shadowlands

En gang om måneden bruger jeg knap to timer i skyggeland søndag formiddag i selskab med Pernille Melsted og de andre skyggekrigere i ShadowClub.

I dag handlede om kærlighed og parforhold. Ret relevant, når man snart skal giftes, ikk? For selvom jeg det meste af tiden bare er jublende lykkelig over, at jeg skal giftes med lige præcis ham, så er der vel altid plads til forbedring. Også selvom jeg coacher andre par til et bedre parforhold, så er det ikke altid helt nemt at tage sin egen medicin.

I forhold til sammenbragte familier, så tager jeg med vilje så godt som aldrig ens egen opvækst med i forløbet. For det er noget andet, når man er i gang med en ny familie. Så kan man ikke skabe sammenhængen på den måde. Relationerne skifter karakter med og uden blod.

Men det kan man godt, når man kigger på sig selv og på sit parforhold. Har jeg så lige opdaget. Det vi har lært af vores forældres (eller de primære voksne vi er vokset op sammen med) måde at skabe kærlighedsrelationer på, er (selvfølgelig) første rollemodeller for, hvad det vil sige at være i et kærlighedsforhold. Hvor meget fysisk berøring, ‘man’ har. Hvor meget tid ‘man’ bruger på samtaler. Hvor meget ‘man’ diskuterer. Hvor tit ‘man’ går ud at spise eller i biografen eller tager på weekend i Paris. Hvordan ‘man’ skændes. Hvordan ‘man’ værner om sit forhold – eller ikke. Listen er lang.

På godt og ondt tager vi mønstrene til os og med os. Det, der måske bliver særligt tydeligt for mig er, at vi ganske ofte også kan komme ud af balance i kampen med at blive helt anderledes end vores forældre. “Sådan der vil jeg i hvert fald ikke være” – kan få os til at skabe de mørkeste skygger. “Jeg vil i hvert fald ikke være offer eller martyr” så jeg knokler derudaf som et lille hamster i sit hjul og foragter alle pivfisene omkring mig. Eller “jeg vil i hvert fald ikke være underdanig” – så jeg ender med at blive hård og kold og helt ude af stand til at bede om hjælp. Eller hvad det nu kan være. De kan tage alle mulige former.

Som kæreste til en mand med børn kan skyggerne blive meget store og meget grimme. Og nogle gange tager de over, når man ikke kan holde dem væk længere. Som jeg plejer at sige, så kan vi ikke bede nogen om at rumme os, hvis vi ikke kan rumme os selv. Så det hele skal rummes. Ikke altid lige smukt – men friheden på den anden side er enorm.

I dag har jeg integreret den skygge, der er en lille bange pige, der viser kløer, når man nærmer sig hende. Hidsige Helga hedder hun. Hun har meget at lære endnu, og det må jeg så lære hende.

Har du accepteret en skyggeside hos dig selv for nylig? Eller står der en, der er lige klar til at blive integreret?

Single Post Navigation

2 thoughts on “Shadowlands

  1. astrid on said:

    åh ja ….
    Vrede Vera hedder den del af mig – jeg er sikker på, at hun virkelig har mange ting at vende med Hidsige helga – kunne blive ret interessant.
    Tak for dejlig inspiration igen igen🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: