Sølvi Ellinora

My life on a plate

Love hurts…

hqdefaultVi kender godt den der sang – Love hurts.

Det er bare løgn. For kærlighed gør ikke ondt. Fravær af kærlighed gør ondt. Fravær af alt mulig slags kærlighed gør ondt.

Det gør ondt, når vi er holdt op med at elske os selv. Det gør ondt i de øjeblikke, vi ikke elsker vores børn. Det gør ondt, når ham eller hende, vi troede elskede os, faktisk ikke gør det. Sådan rigtigt.

Kærlighed healer. Kærlighed er aldrig smerte.

Jeg arbejder bl.a. en hel del med sammenbragte familier, og kvinderne i disse familier har en overrepræsentation af depression. Altså langt flere stedmødre bliver deprimerede end andre kvinder.

Der er vist mangel på kærlighed på spil. Og ganske ofte (seriøs) mangel på kærlighed til sig selv.

Og mangel på den rene ubetingede kærlighed mellem de voksne.

Og så er det, jeg kan komme til at spørge – hvor meget smerte skal der til, før du tager dig selv alvorligt nok og passer på dig? Hvor langt væk har du gemt kærligheden til dig selv?

Single Post Navigation

One thought on “Love hurts…

  1. Nanna on said:

    Den rene ubetingede kærlighed mellem de voksne har umulige vilkår, når Børnekortet rydder bordet!

    Både i forbindelse med mandevenner, dating og nu i et fast kæresteforhold med en mand med to halvstore delebørn, kan jeg konstatere at singlefædre helt automatisk bruger børnene som argument for hvad som helst – også når sagen i virkeligheden ikke drejer sig om børnene.

    Intet under hvis kvinder i sammenbragte familier oftere er deprimerede end andre. For hvem kan argumentere mod Børnekortet.

    Et nyligt eksempel med en af mine mandevenner:
    Jeg siger: Jeg skal besøge Ursula på fredag.
    Mandeven siger: Det skal jeg også.
    Jeg siger: Kunne der være en mulighed for at jeg kan køre med dig?
    Mandeven siger: Det ved jeg ikke for det kommer an på om jeg skal have min søn med eller ej (sic!)

    Pludselig bliver et spørgsmål om plads i en bil til et spørgsmål om noget med barnet – i dette tilfælde også underforstået, om eks-konen havde bestemt at han skulle passe barnet netop denne dag. Bilen har altså plads til fire personer, så logikken holder ikke, men Børnekortet ryddede i hvert fald bordet overfor mig.

    Et andet eksempel med min kæreste, som den dag havde sin søn på 12 år hjemme:
    Jeg siger: Jeg har haft en skrækkelig dag, hvor det og det er sket …
    Han siger: Jeg vil ikke være uhøflig, men vi er nødt til at gå i seng nu, for Frank er meget træt. Lad os snakkes ved i morgen.

    Frank er 12 år og går altså i seng selv, måske med lidt opfordrende assistance, men s’gu’ da ikke noget, der tager hele aftenen. Jeg antager, at realiteten er at min kæreste ikke orkede at høre om problemet lige nu, hvilket jo er en ærlig sag, men hvad var det, der blev smidt? Børnekortet! Igen.

    Mit bud er at Børnekortet gør det så nemt at få et retorisk overtag at det simpelthen er for fristende for forældreren at bruge det i samspillet med andre – også når emner, der intet har med børn at gøre, er oppe at vende.

    Den, det går ud over, må i samtalen se sine interesser og behov sat til side, og dermed sin person gjort uvigtig i forælderens optik for Børnekortet vinder bare – med mindre man begynder at se det, når det sker, og finder modet frem til at kalde en spade for en spade og et Børnekort for et Børnekort.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: